OPUS

Specialiseret indsats for unge med psykose

Opus er især et tilbud om intensiv kontaktpersonstøtte. Den unge og de pårørende vil blive tilknyttet en person fra teamet. Denne vil være den faste behandler gennem forløbet, også under og efter en evt. indlæggelse.

Behandleren vil have personlig kontakt med den unge ca. en gang om ugen afhængig af behov og ønske, og løbende kontakt med de pårørende. Den unge og de pårørende kan derudover kontakte kontaktpersonen ved behov.

Det er kontaktpersonens opgave at iværksætte og koordinere de forskellige sociale og psykiatriske støtte- og behandlingstilbud og at være behjælpelig med støtte, information og vejledning

Medicinsk behandling:
Medicin vil efter behov blive tilbudt som en del af behandlingen. Ønsker man ikke medicinsk behandling, udelukker det ikke fra at modtage de øvrige behandlingstilbud.

Udover kontaktpersonen har Opus en række behandlingstilbud, som du kan læse mere om på linket til venstre.

OPUS er et tilbud om intensiv psykosocial behandling til unge med psykoselignende symptomer, og hvis den unge ønsker det, også til de nærmeste pårørende. OPUS vil gennem tilknytning af et fast team af behandlere sikre kontinuitet mellem den ambulante, den sygehusbaserede og den sociale indsats.

OPUS-teamet består af psykiater, psykiatrisk sygeplejerske, psykolog, socialrådgiver, ergoterapeut eller afspændingspædagog og sekretær.
Det er teamets opgave at forestå behandlingen og undervisningen af den unge og de pårørende.

OPUS er et ambulant behandlingstilbud, der retter sig mod unge med en psykose eller med psykoselignende symptomer.

At være psykotisk kan blandt andet indebære, at virkelighedsopfattelsen ændres, og at tanker og følelser opleves og udtrykkes anderledes, end de plejer. Også hukommelse og evnen til at koncentrere sig kan være påvirket. En psykose kan være en overvældende, nogle gange skræmmende oplevelse både for patienten og de pårørende. Psykosen kan medføre angst og vanskeligheder ved at opsøge og vedligeholde de kontakter og funktioner, der kan afhjælpe symptomerne og medvirke til en bedring.

Når et medlem af familien bliver psykisk syg, påvirkes hele familien. Det er velkendt, at pårørende kan være forvirrede, bange og kede af, at sygdommen har ramt netop deres familie. Med større viden er imidlertid både patienten og familien bedre rustet til at håndtere sygdommen og de udfordringer, der følger med.Da familien ofte har det tætteste kendskab til den psykisk syge, er det vigtigt at bruge denne viden med henblik på at forebygge tilbagefald og kriser

Erfaringer har vist, at en tidlig indsats har en gunstig effekt på forløbet for de fleste patienters vedkommende. Og en tidlig indsats giver større tilfredshed med behandlingen både hos patienter og pårørende.

OPUS-projektet handler om tidlig opsporing og intensiv behandling af yngre mennesker med psykose. Navnet OPUS er lånt fra musikkens verden. OPUS er således ikke en forkortelse, men en betegnelse der er valgt for at afspejle initiativtagernes ønske om øget samspil mellem de forskellige parter, der er involveret i behandling af og støtte til yngre mennesker med psykose.

Hvis et stykke musik skal lyde godt, er det ikketilstrækkeligt, at hvert orkestermedlem har sit lille partitur foran sig og spiller sin lille stump melodi på sit instrument. Det nytter ikke, at den enkelte spiller fejlfrit, hvis det er uden sammenhæng med, hvad sidemanden spiller, og hvis der ikke er nogen form for sikring af, at hele satser eller symfonier afvikles planmæssigt. Orkestrering er et udtryk, der er blevet anvendt om organiseringen af behandlingsindsatsen, og udtrykket illustrerer meget godt, at behandlingsindsatsen kræver nøje planlægning: Instrumenterne skal afstemmes med hinanden, man skal tage nøje stilling til besætnin­gen, det må ikke gå galt med synkroniciteten, rækkefølgen skal overholdes, og de forskellige musikere skal spille forte eller pianissimo på de planlagte tidspunkter.

I den psykiatriske behandling er netopsamspillet mellem de forskellige elementer i behandlingen afgørende. Hvis for eksempel medicinen indebærer bivirkninger, som patienten ikke kan holde ud, så kan det føre til at patienten holder op med at tage medicinen og derfor får tilbagefald. Hvis patienten mødes af forskellige behandlere fra gang til gang, falder motivationen for at overholde aftaler, og patienten dropper måske ud af behandlingen. Hvis der ikke er tilrettelagt et program, som fanger patientens interesse, ender patienten måske med at sidde alene i lejligheden. Ubehandlede angstsymptomer kan måske føre til, at patienten selvmedicinerer sig med alkohol og derved bliver ustabil og ude af stand til at følge behandlingen. Hver enkelt brik i behandlingen spiller en vigtig rolle og samspillet kræver planlægning.